tirsdag den 24. april 2018

Restauranter i Flensborg



Flensborg lider gastronomisk af at ligger tæt på Danmarks grænse. For når danskerne rejser udenlandsk, skal det gerne være billigere end derhjemme, og portionerne må gerne være store. Det er sjældent, at der kommer noget godt ud af den kombination. Men der skal være plads til alle, og der kommer heldigvis flere gode restauranter til. Louises Køkken har besøgt et lille udvalg midt i byen.

Hafenküche

I huset på havnen ved siden af Schifffahrtsmuseum er de netop blevet færdige med at bygge om.
-Vi har haft åbent i tre dage, efter en ombygning der har varet i et år, siger Sandra, der er den ene af de tre ejere af den nye restaurant.
- Og i maj måned åbner vi også et vandrehjem med 9 værelser.
Huset er nænsomt og flot restaureret inde og ude. Her er rustikt på den moderne måde, og stedet rummer både hygge og coolness. Menuen er bygget op omkring de regionale råvarer, der er i sæson, og så er det hele selvfølgelig hjemmelavet. På tavlen står der lige nu muslinger til ca. 12 euro, Galloway kæber med rødkål og kartofler, flere vegetariske retter og selvfølgelig fisk og til dessert er der berliner med rødbedechokoladesauce til 5,90 euro.
-Vi får udeservering i gårdhaven, siger Sandra og viser mig ud gården. Her er ligeledes blevet smukt renoveret, og vi kigger op af den store ståltrappe der leder op til værelserne.
-Vi har åbent fra klokken 17 nu, men i midten af maj begynder vi også at have åbent til frokost, fortæller Sandra.
Restaurantens menukort er en avis, som ud over mad- og drikkevarer også rummer små artikler om producenter.

Hafenküche Flensburg
Schiffbrücke 40
24939 Flensburg
+49 (0)461 40717808
Åbent alle dage fra 17
Tjek hjemmesiden hafenkueche-flensburg.de

Gosch

-Er det ikke fantastisk. Vi har ikke annonceret nogen steder, at vi åbnede i onsdags, og her har været fyldt siden. Restaurantchef Herman Becker slår ud med armene, og kan næsten ikke få dem ind igen af bare begejstring over de fyldte borde på restaurant Gosh. Og stemningen er helt speciel i det tidligere Bellevue og Heimathafen på havnespidsen.
-Gosch er jo en livstil, som gæsterne elsker. Der er selvbetjening, man sidder ved lange borde og kommer hinanden ved. Man kan ikke bestille bord, men hvis der ikke lige er et ledigt bord, kan man jo vente i vores hyggelige bar, fortæller Herman Becker og fortætter.
-Og så har vi kun fisk. Vores specialitet…hvad skal jeg siger, det er vores hummer, de store rejer, pastaretterne…der er så mange lækkerier.
Den første Gosch restaurant åbnede i List på Sild. Nu er der 46 restauranter i hele Tyskland, og Gosch er i øvrigt udnævnt til et af de 100 bedste brands i Tyskland. På den store platform i vandet er der masser af borde og store parasoller, og ved siden af restaurantern er der ligeledes masser strandkurve og plads til spisende og drikkende gæster. Skal du bare have et en sandwich, er der endvidere en lille udendørsservering ved siden af legepladsen.

Gosch
Åbent til frokost og aften
Hafenspitze
Am Kanalschuppen 4
24937 Flensburg
Strandgut
Den lille frokostrestaurant ligger gemt i Neptunhof. Men det betyder ikke, at den ikke er godt besøgt. Det vælter ud og ind af dørene med gæster, der kender konceptet. Man skal stille sig i kø med en lille bakke, høre hvad menuen er i dag og bestille. Gå rundt om disken og bestille drikkevarer og eventuelt en dessert. Det går lynhurtigt, og stemningen er meget afslappet. Der er en lille (indendørs) legeplads, så der er mange unge familier med små børn. Maden er rustik og en blanding af det tyske og orientalske køkken. Her er bl.a. pølser med stegte kartofler, bagt laks, gyrossuppe, græskarsuppe og noget der lignede linsefrikadeller til priser fra 3,80 euro, flere små desserter til den fine pris á 1,80 euro og en lækker ostekage til ca. 2,60 euro.
Når man er færdig med at spise, sætter man bakken, med beskidt service, ud bag ved. Det fungerer perfekt.

Strandgut
Große Str. 77B
24937 Flensburg

Restaurant Columbus

På Hotel am Hafen er døren gået i baglås, så vi banker forsigtigt på, og spørger, om vi må komme ind i Restaurant Columbus, der er hotellets restaurant. Her er lukket til frokost, men tjenere og kokke er ved at gøre klar til aftenrestauranten, der åbner klokken 17.30.
-Vi har en treretters menu til 38 euro, og hertil kan man købe en vinmenu til 16 euro. Men vi har naturligvis også vores a al carte kort, hvor man kan vælge det man har lyst til. Menuen skifter i takt med sæsonen, og vi ser frem til snart at servere asparges, fortæller tjenerne.
Menuen er i øvrigt inspireret af det traditionelle tyske køkken men peppet voldsomt op med masser af moderne tilbehør. Restauranten er indrettet i et internationalt design med meget udsmykning. Bordene står på lange rækker, og hvis man har lyst, kan man komme de andre gæster ved, men man kan også tale privat og holde sin forretningsmiddag her.
Til de danske gæster kan vi oplyse, at mange af medarbejderne taler dansk og engelsk.

Columbus Genusswirtschaft
Schiffbrücke 33
Flensborg
+49 (0)461 16068200

Ben's Fischhütte

Temperaturen er nær frysepunktet, og folk står i køen og skrutter sig på molen ved Museumshafen. Men de venter gerne på en af Flensborgs berømte Fischbrötchen, der bliver solgt herude på molen.
De berømte sandwich er hvide hvedeboller fyldt med fx sild, laks, matjes eller frikadeller og koster fra 3 euro.

Ben's Fischhütte
Bohlwerk des Museumshafen
24939 Flensburg
+49 (0)176 64965206

Werftcafe

Det lave hus, havemøblerne, urtepotter og gule påskeblomster ligner noget, der kunne være med i en Olsen Banden film fra sen-halvfjerdserne. Men stemningen og ikke mindst udsigten er fantastisk. Er kan man sidde i det gamle værft midt på havnen, og nyde en kop kaffe. Kagerne bager de desværre ikke selv, så dem kan man jo vælge at spise et andet sted.

Museumswerft Flensburg
Schiffbrücke 43
24939 Flensburg
+49(0)461 - 18 22 47


Schifffahrtsmuseum

Over hele verden har museerne oplevet, at gæsterne er villige til at bruge flere penge, end dem der bliver givet ud til entrebilletten. På Schifffahrtsmuseum
har man indrettet et stort område med siddepladser, hvor man kan hvile benene og skylle indtrykkene fra museet ned.
Glasmontren er fyldt med kager, der frister.
-Vi bager selv kagerne, fortæller damerne.
-Hvor? Vil jeg gerne vide.
-Herude bagved, siger de og peger på et lille lokale bag ved kassen.
-Vi har også en dagens suppe til 4 euro og selvfølgelig dejlig romtoddy, siger hun og serverer to dampende varme drikke til det ægtepar, der netop har været i kælderen og set rommuseet.
Og som i andre museumsbutikker er der også gaveideer og bøger til børn og voksne samt et stort udvalg af rom.

Schifffahrtsmuseum
Schiffbrücke 39
24939 Flensburg
 +49 (0)461 85 10 81
Åbningstider: 10 -17 tirsdag til søndag


torsdag den 1. marts 2018

Prins Henrik




Mange danskere har haft den store glæde at møde Prins Henrik ved forskellige officielle og specielt
Nonneprutter
uofficielle lejligheder. Det har jeg desværre ikke, men jeg har en enkelt gang, tilberedt et måltid der var både en dronning og en prins værdigt.

I sidste uge kunne man ringe ind til p4syd og fortælle om sine møder med netop afdøde Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
De møder er der mange af i det sydlige Danmark. Kioskdamen i Gråsten fortæller om den altid muntre prins, hundelufteren fortæller, at prinsen havde tid til at tage en selfie med hende, selvom kongehusets hunde var løbet væk, borgmesteren var begejstret for den muntre og positive prinsegemal og sådan fortsætter det med danskernes historier om den altid smilende og nærværende Prins Henrik.

Jeg har måske stået under balkonen på Amalienborg engang i 1970’erne, med en børnehavepædagog i hånden og vinket til ham, men det er også det tætteste, jeg har været på ham. Til gengæld har jeg en eneste gang tilbedt et måltid til ham og majestæten. Jeg har lavet mad til flere tusinde gæster, men ligesom alle syddanskerne kan huske deres møde med Prins Henrik, kan jeg også med tydelighed huske, hvad jeg tilberedte dengang i slutningen af år 2000.
En af mine svigerforældres venner, lad os kalde ham Peter, var meget gode venner med det royale par, og han får den skønne ide, at invitere regentparret til frokost i sit hjem. Peter spørger, om min mand og jeg vil tilberede retterne og servere dem. Jeg takker nej tak til serveringsdelen, da jeg kun ser skræksenarier for mig, hvor jeg taber forretten ned i dronningens Celli Freifeldt model, eller snubler over en gravhund og lander i skødet på Prins Henrik. Så jeg lader min mand tage sig af
tjenerrollen.

Menuen skal bl.a. tage udgangspunkt i Prins Henriks kogebog ”Ikke altid gåselever”. Peter vælger æg i cocotte med røget laks, andebryst i aspic og succeskage. Det lyder som en overkommelig frokost til tolv personer, hvis man altså er kok eller konditor ved de kongelige gemakker. Forret og hovedret får jeg tilberedt uden de store problemer, men da Peter ser anden er han rystet over, at den ikke er rød som på billedet i bogen. Jeg har undladt at bruge nitrit, så anden har den farve ænder har, når de bliver skåret i tynde skiver og overhældt med gele- altså grå. Men smagen fejler ikke noget.
Succeskagen er en gammel fransk opskrift fra det 18. århundrede, som var så populær hos Prins Henrik, at den blev ophøjet til fødselsdagskage. Kagen er sammensat af sprøde mandelmarengsbunde og smørcreme med Grand Marnier. Siden er pyntet med karamelliserede mandler, og kagen er drysset med flormelis, chokoladesnirkler og pistacienødder. Det lyder måske nemt, men da jeg er bedst til bradepandekager, kommer jeg på noget af en prøve her. Til cremen koger jeg en sukkerlage, der skal hældes i æggeblommerne. Første gang jeg forsøger dette, eksploderer lagen, og der er æggekaramel i hele køkkenet. Efter et par forsøg lykkes kagen med en udmærket resultat.
Efter frokosten hos Peter, bliver min mand kaldt ind til bordet. Gæsterne takker for maden, men Peter er mest interesseret i om regentparret syntes, at kagen var en succes.
- Den var lige, som den skulle være, siger Prins Henrik høfligt.
- Ja, den sad ikke fast i tænderne, replicerer Dronningen Magrethe. Efter denne positive tilkendegivelse kunne min mand så bukkende forlade stuen.
Oeufs en cocotte avec saumon fumé

Opskrifterne tager udgangspunkt i ”Ikke altid gåselever”.  Fyldet til æggeretten kan varieres i det uendelige. Min mand holder af at komme snegle i. Lufttørret skinke, smagfuld ost eller trøffel vil også passe til. Pets de nonne betyder nonneprutter, og det er en urgammel fransk dessert, der minder om æbleskiver, blot meget lettere og luftigere. Kagerne er lavet af en vandbakkelsesdej, der er stegt i olie. De smager bedst nybagte. 

Oeufs en cocotte avec saumon fumé
Forret/ brunchret
20 min
Nem
Skal serveres straks
Til fire personer

4 skiver røget laks
8 små æg eller 4 meget store
4 spsk piskefløde
Peber, salt
Friske krydderurter fx kørvel eller purløg

Tænd ovnen på 180 grader.
Skær laksen i små stykker og fordel den i fire ovnfaste skåle (kokotter). Slå æggene ud i skålene og hæld fløden over. Krydr med peber og en anelse salt. Bag æggene i ca. 12 minutter. Pynt med friske krydderurter.

Pets de nonne
Dessert
1 time
Middelsvær
Skal spises straks


250 ml vand
65 g saltet smør
125 g hvedemel
1 knivspids salt
3 æg
2 spsk sukker
olie til kogning
flormelis og evt. sirup til servering

Kog vand og smør op i en lille gryde. Tag gryden af varmen og rør mel og salt i. Pisk æggene i et af gangen. Rør sukkeret i. Varm olien op i en lille tykbundet gryde. Form små boller med en teske og kog kagerne til de er lysebrune. De hæver til 3-4 dobbelt størrelse ved kogningen. Læg kagerne på fedtsugende papi




onsdag den 14. februar 2018

Valentines dag på menuen


Syntes du, at Valentines dag er noget blomsterhandlerne har fundet på? Eller er det meget passende med en enkelt dag om året, hvor man værdsætter den man holder af?

Det er i hvert tilfælde ikke min mand, der holder gang i blomstergeschäften rundt om hjørnet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst, har fået blomster. Det ligger bestemt år og måske endda årtier tilbage. Og det er helt min egen skyld, for jeg har ganske givet brokket mig over, den buket han kom hjem med engang i nullerne. Vi har ikke samme smag indenfor buketter, og jeg forstår ikke det med, ”at det er tanken der tæller”. Min mand er begejstret for høje orange buketter med grønt strit og lange, lange røde roser. Jeg er mere til de tætte buketter, der ligner dem, man binder af blomster man har plukket i den meget velassorterede, private have.
Men det betyder jo ikke, at jeg ikke bliver værdsat, bare fordi jeg køber mine blomster selv. Jeg får mange andre gaver. Jeg har for eksempel lige fået fyldt fryseren op med en velsmagende ko, og så har jeg da også fået 20 rummeter brænde leveret i hele stammer. Dem hugger min mand op til mig op og lægger i flotte stabler. Herefter slæber han brændet indenfor og holder gang i ovnen, så jeg ikke fryser. Alt imens bager jeg chokoladekager til ham eller laver en langtidsstegt bovsteg. Sådan værdsætter vi hinanden, hver dag året rundt. Men på Valentinsdag, vil jeg alligevel gøre lidt mere ud af det, og sammensætte en menu af følgende afrodisiaka.

Afrodisiaka
De følgende madvarer skulle være afrodisiaka- mad, der giver mere sexlyst. Jeg ved ikke om det passer. Hvis I har gode erfaringer med nogen af dem, må I meget gerne skrive til os her på Louises Køkken, så vi kan dele det med de øvrige læsere. Man kan godt være anonym!

Gulerødder
De gamle grækere spiste gulerødder, før de holdt orgier. Gulerødder er måske ikke lige det første, man kommer i tanke om, hvis man skal tænke på sexede fødevarer. Men gulerødder har faktisk været brugt i århundreder mod erektionsproblemer.
Derudover indeholder gulerødder en lang række stoffer, der er nødvendige for, at vi kan producere kønshormoner.


Avokado

De gamle aztekere kaldte udelukkende avocadoen for ”testikel”. Denne grønne frugt er rig på vitamin E, hvilket hjælper kroppen til at udvikle østrogen og progesteron, som cirkulerer i blodstrømmen og giver en seksuel respons.  

Basilikum
Basilikum indeholder en masse libidofremkaldende ingredienser. Basilikum varmer kroppen op og fremmer blodcirkulationen. Ligesom med mandler er det duften og smagen, der siges at have en kærlighedsvækkende effekt. Hvis du for eksempel bruger sød basilikum i pastasauce, siges det at få dit hjerte til at slå ekstra hurtigt.



Honning
Honning indeholder bipollen, som menes at have en positiv indvirkning på sexlysten.
Mange anser honning for at være en kickstarter, når det gælder lidenskab, fordi det giver et øjeblikkeligt boost. Honning fungerer også som et afrodisiakum, da det indeholder bor, som er godt for produktionen af kønshormoner hos begge køn. Og honning krydret med muskatnød siges at øge en orgasme. 


Mandler

Mandler har længe været et symbol på frugtbarhed, fordi de har et højt indhold af vitamin E, magnesium og fibre. Det er dog aromaen fra mandlerne, der gør dem til en sensuel oplevelse for kvinder. Duften menes at vække begær og lidenskab.

lørdag den 10. februar 2018

Klar til udklædning og fastelavnsboller

 



Svenske fastelavnsboller med marcipanfyld
Fredag eftermiddag vælter det ind af døren med løver, skeletter og ikke mindst Disney prinsesser. Pippi er her også sammen med Supermand og Batmand. Du har nok gættet, at der er tale om en fastelavnsfest og stedet hvor dyr og fantasivæsner strømmer ind er på biblioteket i Nørregade i Flensborg. Voksne er også velkomne, og de må også meget gerne klæde sig ud. Men det sker sjældent, at vi forældre klæder os ud.

Jeg har netop været til en fødselsdag, hvor temaet var After-ski. Vi skal møde op i vores bedste ski-udstyr, men må gerne lade skiene blive hjemme. Jeg står ikke på ski, og har stadig mareridt over den langrendsoplevelse jeg havde i Norge for 37 år siden. Men det skal da ikke forhindre mig i at gå på loftet og hente børnenes skiudstyr frem. Jeg presser mig ned i stramme, turkise skibukser, en multicolor skijakke, tophue og piste-pas i lommen og bevæger mig af sted til fest. Værten modtager mig med skibriller i panden, nystrøget skjorte og mørke slacks. Jeg er den eneste, der har taget invitationen alvorligt, eller læst den til ende. De øvrige gæster er i mørke jakkesæt med slips og stramme cocktailkjoler. De hilser pænt og smiler overbærende til mig, inden de vender sig om og taler videre med deres allerbedste venner. Jeg føler mig totalt til grin og efter en times tid, går jeg hjem. 
Næste gang jeg modtager en invitation til temafest, allierer jeg mig med et par af de øvrige gæster, så jeg ikke er den eneste cirkusklovn, kat eller nar i selskabet.

  I dagens opskrift har vi kigget mod nord og fundet inspiration i det svenske køkken. De har en herlig gærbolle Semla, hvor man skraber en del af krummen ud og blander med marcipan og fløde og lægger det tilbage i bollen igen, topper med flødeskum og lægger den lille hat på igen. 


Semlor
Tid ca. 2 timer inkl. hævning
Antal ca. 12 stk.
Smager bedst den dag de er bagt


100 g saltet smør
250 ml mælk
1 æg
30 g gær
100 g sukker
1 knivspids salt
ca 600 g hvedemel
1 sammepisket æg til pensling

200 g marcipan
3-4 spsk piskefløde
200 piskefløde
flormelis

Skær smørret i mindre stykker og smelt det over svag varme i en lille gryde. Tag gryden af varmen og hæld mælk i. Smuldr gæren i en dejskål. Hæld mælkeblandingen og ægget i. Hæld sukker, salt og det meste af melet i og ælt det sammen. Tilsæt mere mel, til dejen føles elastisk og slipper skålen. Lad dejen hæve lunt og dækket med et stykke plastik i 45 minutter. Del dejen i 12 stykker, fold dem sammen til boller og stil dem på en bageplade med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve i yderligere 30-45 minutter. Bag bollerne ved 200 grader i ca. 10 minutter. Afkøl bollerne på en rist. Skær en lille hat af bollen. Pil krummen ud og ælt det sammen med marcipan og 3-4 spsk piskefløde. Læg det tilbage i bollerne. Pisk fløden til skum og fordel flødeskummet på bollerne. Læg hatten på og drys flormelis på.

Artiklen har været bragt i Flensborg Avis 
 

fredag den 2. februar 2018

Hele Danmarks Indsamling

I fire timer omdannede vi vores hjem til frokostrestaurant

Søndag den 21. januar omdannede vi vores hjem til frokostrestaurant til fordel for Danmarks Indsamling 2018. Min mand og vores børn var tjenere, og jeg stod i køkkenet og lavede mad til de 59 gæster, der kom og besøgte os.

Det er søndag formiddag, klokken er lidt over 11, og jeg står ved køkkenbordet og piller æg. Min husbond er i kirke, min søn spiller holdboldkamp, den ældste datter støvsuger, og den yngste giver hunden mad. Det lyder som en helt almindelig søndag i vores hjem, men det er det ikke. For om 45 minutter vil vores stuer, være omdannet til restaurant. Sådan en restaurant, hvor man bliver budt velkommen og ens vinterfrakke bliver hængt på bøjle. Hvor man får anvist et bord og bliver spurgt, om man har lyst til noget at drikke, mens man studerer menukortet. Vi har prøvet det tre gange før, men sidste gang var for et helt år siden, så jeg er nervøs. Nervøs for om jeg har husket, at notere alle dem der har bestilt bord. Om der er brød nok, sild nok, vin nok. Om kagen har fået for lang tid, og ikke mindst om det bliver en god og hyggelig oplevelse for min familie, der skal være tjenere, og for de 50 gæster der kommer lige om lidt.
Til daglig er min mand præst, men denne søndag var han overtjener.
Jeg går ned for at rede hår og skifte forklæde.
Nu er klokken halv tolv, og det meste af personalet er ikke klar endnu. Det var nu, de skulle have af vide, hvad der er i de forskellige retter, at alle vinene er tørre, og hvordan vi ordner det med bonner og regninger. 
Jeg kigger ind i stuen og smiler til min datter, der tænder stearinlysene. Hvis man kniber øjnene lidt sammen, og ser bort fra de fyldte bogreoler og sofaen med alle puderne, kunne det faktisk godt ligne en restaurant. Der er hvide duge på de fem store borde. De er pyntet med blomsterbuketter med franske anemoner, hyacinter og eukalyptus, der stå små saltkar og peberkværne, og vi har fået designet menukort. Min datter har forstykke på, og som hun vimser rundt, ligner hun faktisk en helt professionel tjener. 

Så er klokken blevet lidt i 12, alle er mødt ind, og vi laver en lynbriefing.
-Her er en plan over bordene. Adam tager bord 1, Alberte bord 2, Paul bord 3 og 4, og jeg tager bord 5. De er delt op i a, b og c, da der sidder flere forskellige gæster ved hver, siger min mand. Børnene nikker, og så ringer det på døren. De første gæster kommer ud i køkkenet og hilser.
-Ihhh, hvor har vi glædet os. Men ved du hvad, jeg er ved blive tyk, har du noget, der ikke er for fedt, jeg kan spise? Siger den ene dame.
-Øøhh, siger jeg og kigger ned af den helt normalvægtige gæst.
-Jeg har en dejlig blomkålssuppe med ristede boghvedekerner og persilleolie? Svarer jeg spørgende.
Hendes ansigt folder sig sammen som en rosin.
-Nej, det bryder jeg mig ikke om, siger hun.
Jeg foreslår sild med rødbedesalat, ørredrilette og hønsesalat, men der er ikke rigtig noget der
Der er mad nok til alle gæsterne
frister. Jeg begynder at overveje, om det overhovedet er en god ide det her. Jeg havde måske forestillet mig, at der kom et par vegetarer eller måske en veganer, men at jeg skal have et menukort, med retter der passer i en diæt, den tanke havde ikke strejfet mig.
-Så laver jeg et stykke dejlig rugbrød med kalveculotte til dig, siger jeg og vimser tilbage til køkkenbordet.
Det fortsætter med at ringe på døren, og i løbet af 10 minutter kommer der 29 gæster.
Jeg har stadig kun en bestilling på to stykker smørrebrød til ”diætdamerne”, så dem får jeg hurtigt ekspederet ud af køkkenet.
-Bord 2 b skal have 2 glas grauburgunder, 1 suppe og 1 stor frokosttallerken og en chokolademousse og en kage bagefter, siger Alberte og hælder vin op i glassene, som hun sætter på en bakke.
-Bord 5 a skal have 2 store frokosttallerkner, siger min mand.
Jeg anretter silden til frokosttallerkner,
-Når I er klar til at servere supperne, hælder jeg dem op, siger jeg.
-Jeg er klar, siger Alberte.
-Har de fået brød og smør og bestik? Spørger jeg.
-Jeps, siger hun, og vi ”kører” de første retter til bord 2 b.
Ind til videre går det meget godt, men rækken af de små sedler med bestillinger foran mig bliver længere og længere, og allerede nu syntes jeg, at det ser ud til, at jeg løber tør for både sild og culotte. 

Lidt i to har de tjenende ånder travlt med at få regningerne ud til bordene, så vi kan få plads til
Fem timer i forklæde til fordel for Danmarks Indsamling
de næste gæster, der allerede står og venter ude på trappen. Klokken tyve minutter over to sidder der 33 nye gæster inde i stuen. Stemningen er himmelhøj, de griner og jeg kan se, at der er mad, limonade og ost nok.

-Sikke dejlig mad du har lavet, hvor smagte det alt sammen fantastisk. Vi kommer meget gerne igen næste år, siger tre damer, på vej ud af døren.
-Din hønsesalat er vidunderlig, er der et andet par der siger.
Jeg tænker over, hvordan jeg kan samle lige så mange penge ind på en anden –og måske noget nemmere –måde. Men jeg har ikke noget, jeg kan donere til en auktion på lauritz.com, de oplæg jeg holder om madpakker, er ikke så meget værd, og det er lidt ensomt at bage mindst 100 kager. Så vi omdanner gerne vores hjem til restaurant en gang om året. Og samtidig med at vi glæder en masse gæster, samler vi penge ind, til børn der ikke har noget hjem. Det er da på alle måder en win-win-situation. 

Flensborg Avis betalte udgifterne til alle råvarerne og ialt samlede vi over 1400 euro ind.
Hvis du har lyst til at se mere om arrangementet, kommer der en lille reportage på dr1 den 3. februar, når det store Danmarks Indsamlings show løber over skærmen.

Læs mere om Danmarks Indsamling her:https://www.danmarksindsamling.dk/

Artiklen har været bragt i Flensborg Avis
Foto: Gertrud Sabroe Termansen 

søndag den 24. december 2017

Kulinarisk kalender 23. december



Æbleskiver med æbler

Det kan ikke smages, om æbleskiven er rund eller flad, så stop det hysteri, der er omkring de runde æbleskiver. Hvis du orker at bage dem selv, skal du klappe dig selv op skulderen og sole dig i lyset fra juletræet. 




Æbleskiver er en gammel dansk spise, som oprindeligt var et stykke æble, der var vendt i dej og stegt i olie, som klejner. 
Senere blev det et stykke æble eller en skefuld frugtkompot, der blev fyldt i dejen, inden de blev bagt.
For 200 år siden fik karle og piger på bondegårdene æbleskiver i gave, som de kan spise i julen. Æbleskiverne var en stor delikatesse og ville i dag svare til, at man fik en gavekurv med lækkerier af sin arbejdsgiver.
Drop det med, at æbleskiver skal være runde, de smager ligeså godt, når de er lidt flade.
Æbleskiver serveres altid tre af gangen med flormelis og mørk marmelade, gerne solbær.

2 æbler
1 tsk kanel blandet med 2 spsk sukker
 2 æg
1 knivspids salt
½ tsk lys eddike
2 spsk sukker
4 dl kærnemælk
250 g hvedemel
1 tsk kardemomme
½ tsk natron
¼ tsk salt
25 g smeltet saltet smør
Smør til bagning

Skræl æblerne og skær dem i små terninger. Vend dem i kanelsukker. Del æggene. Pisk hviderne stive med salt og eddike. Rør æggeblommerne lyse med sukker. Rør kærnemælk i. Bland mel, kardemomme, natron og salt og hæld det i det fyldende. Rør det glat og hæld smørret i. Vend hviderne i. Varm evt. fedtstof op til bagning. Varm æbleskivepanden, smør hullerne med fedtstof og hæld dej i. Læg et lille stykke æble i dejen. Vend æbleskiverne rundt, når de er lysebrune og slipper panden. Vend dem rundt flere gange til de er ensartet bagt. Server med flormelis og solbærmarmelade.

Foto: Louise Dandanell Ørsted

torsdag den 21. december 2017

Kulinarisk kalender den 22. december


God benzin

Mens du er godt i gang med juleforberedelserne, kan du lige så godt vænne dig til tanken om, at om mindre en to uger, vil du, dine nærmeste, dine kollegaer eller venner være på kur. Så i dag handler den kulinariske kalender om fedme.

Jeg er fordybet i et læserbrev om fedme i Weekendavisen, da en dame skruer sig ned på togsædet ved siden af mig. Hun er omkring 35, køn og svært overvægtig. Hendes baller –eller hvad det er – glider mod mig og klæber sig til mine lår. Hun hælder til siden og fisker en bog op af tasken. Hun hælder til siden igen, og denne gang har hun to poser chips med op. En med salt&vinegar og en med sourcream. Da hun forsøger at slå det lille bord ned foran hende, må hun sætte det i spænd mellem to maver. Nu hælder hun til siden igen. Jeg frygter for bord og sædet foran, men det holder. Hun kommer op, og nu er det en lille pose poletter, der skal underholde damens gane. Hun smiler til mig og fordyber sig i hendes bog.
Klokken er ikke ti endnu, og jeg er målløs over min kraftige medpassagers formiddagssnack. Men hvad bilder jeg mig ind? Hvis hendes liv er godt, og hun er rask og lykkelig, så skal jeg ikke dømme damen på hendes udsende, og hvad hun spiser. Men det er godt nok svært. Medierne svømmer over med overvægtige, der får hjælp til at tabe sig. Kendte der vælger at tage 10 kilo på, så de sammen med ikke-kendte, overvægtige danskere kan vise, at det er muligt at tabe sig.

Men det er jo ikke så nemt. Nu har jeg i 30 år syntes, at jeg vejer fem kilo for meget. Hvorfor pokker gør jeg ikke bare noget ved det? Fordi det er så djævelsk svært af forsage slik, chips og god rødvin.

Til den selvsamme togtur, har jeg har lavet mig en madpakke med agurker, gulerødder, sugersnaps, riskiks og grapesaft. Andre gange står den på hårdkogte æg og råkost. I de tre-fire timer, som turen tager til København, kan jeg så sidde og sole mig i min sunde selvfedme sammen med de andre speltmødre, som også læser Weekendavisen og ser skævt til dem, der æder billige croissanter og kanelsnegle fra 7-Eleven og bruger hele turen til at scrolle på mobiltelefonen. Sandheden er, at når jeg når frem, er jeg ved at gå ud af mit gode sundhedshelseskind, og jeg kommer ikke ud af Hovedbanegården, før jeg har købt mig en dagmarkringle i Lagkagehuset, som jeg vil dele med min mor –hvis der er noget tilbage, når jeg møder hende.

Jeg skal ikke trætte Jer med, at jeg har ædt mig igennem et fantastisk efterår, men nu strammer mine sportsstrømper, så blodtilførslen til foden stopper over strømpekanten. Det viser sig, at det ikke kun er strømperne, der strammer. Min skjorte strammer om overarmene, og min nederdel borer sig ind i taljen, så der danner sig en muffindelle, der hopper ud over linningen. Det er ikke noget der belaster mine led og indre organer endnu, men det kommer, hvis jeg ikke spiser mere grønt og letter rumpen.

Ligegyldigt om du vejer fem eller 45 kilo for meget, er det ikke for sent, at gøre noget ved det. Med små skridt kan vi få vægten til at vise mindre, inden vi skal have badetøj, shorts og kortærmede T-shirts på. Men det er hverken chips eller poletter, der skal indtages. Nu skal der kød og grøntsager på bordet.

Og vi skal have grøntsagerne ind fra morgenstunden. Det er ikke for sjov eller gartneriernes skyld, at myndighederne anbefaler, at vi skal spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Det er faktisk for din og min skyld. For hvis du spiser 600 gram grøntsager om dagen, er der ikke plads til alt det, der er usundt. Og hvis du spiser 600 gram grøntsager om dagen, gør du din krop en stor tjeneste, for på den måde får du masser af fibre, vitaminer og mineraler, der er med til at holde din krop i gang.

Kunne du forestille dig, at du næste gang du tanker, hælder diesel på din benzinbil, fordi det er billigere eller lugter bedre? Nej vel. Men det er det, vi gør ved vores krop, hver gang vi hælder chips, cola, store mængder alkohol og slik ned i svælget. Kroppen er heldigvis bedre indrettet end bilen, så den kan godt køre videre. Men den kører ikke nær så godt, som hvis den havde fået grøntsager, frugt, fuldkorn, fisk og kød.

Her kommer et bud på god morgenmad, som man også kan spise i julen. Skift evt. de friske bær ud med frosne bær eller æbler.
 

Morgenstund med frugt og grønt

Til to personer

100 g blandede bær
200 g små grøntsager fx sugarsnaps, gulerødder, radiser, blomkålsbuketter, tomater, agurker, peberfrugt
300 ml yoghurt 0,1 % med maksimalt 200 kj/100 g
4 spsk mysli
2 tsk rosiner eller tørret frugt
1 tsk chia
1 tsk hørfrø

Vask og tør bær og grønsager. Sæt grøntsagerne på morgenbordet. Hæld yoghurten i to skåle pynt med bær mysli, rosiner, chia og hørfrø og spis straks.
Yoghurten kan også blandes aftenen før og sættes på køl, så den er lige til at tage med –husk også grøntsagerne.